Kan man lade på alle standere?
Typisk følger der en installation af en ladestander på din hjemadresse med, når du køber en elbil. Derudover tilkøber man typisk et ladeabonnement hos forskellige udbydere. I Danmark er der i øjeblikket to udbydere, der har opstillet offentlige ladestationer, nemlig Clever og E-On. Derudover har Tesla en række ladestationer, som dog i øjeblikket kun kan benyttes, hvis du ejer en Tesla.
Hvis man kører Tesla, eller har abonnement hos en af de to andre udbydere, kan man lade op på de offentlige opladerstationer. Hvis det er det konkurrerende selskab, der ejer standeren, betaler man blot fra gang til gang.
Elbilen vil typisk selv fortælle, hvor der er ladestandere til rådighed. Man kan også downloade forskellige apps, der viser information om og vej til opladestandere.
I Tønder kommune er der offentlige ladestandere på Skibbroen, hos VW i Tønder, hos Netto i Tønder, ved Rømø-Sild færgen, i Nørregade i Agerskov og ved Brundtland Golfcenter.
-
Danskerne købte 132.860 benzinbiler svarende til 61 procent af det samlede salg.
Diesel tegnede sig for 33 procent.
Fire procent af salget var hybrid og 1,4 procent plug-in hybrid.
Der blev solgt 1545 elbiler i 2018 svarende til 0,7 procent af det samlede salg.
Kan man lade ved en almindelig stikkontakt?
Ja og nej.
De fleste vil få en stander installeret på hjemadressen, når elbilen købes. Hvis man vil lade uden en særlig stander derhjemme, skal man have lavet en særlig foranstaltning, og skal have fat i en elinstallatør. Man kan altså ikke bare sætte stikket i en helt almindelig stikkontakt, når man er på besøg hos svigermor.
Hvor langt kan man køre på en opladning?
I takt med at der udvikles på bilerne, forøges den strækning, som elbiler kan køre på en enkelt opladning. De nye elbiler, der er på vej fra nogle producenter i 2019 skilter med en rækkevidde på helt op til 600 km. på en opladning. I lighed med bilproducenternes opgørelse af benzinøkonomien på nye biler, skal man nok forvente, at denne vurdering er til den positive side.
Den mest almindelige rækkevidde for elbilerne er mellem 250 - 400 km. på en opladning.
Vind, vejr og kørestil har ligeledes indflydelse på, hvor langt bilerne kører på en opladning.
Hvor længe holder batteriet?
Med købet af de fleste elbiler i dag, følger der ofte en eller anden form for garanti med på batteriet. Typisk på syv eller otte år.
Batterierne i elbiler tager ikke skade af, at man oplader i "bidder". Man kan altså "sjat-oplade" ligeså meget, som man vil.
Hvor lang tid tager det at lade?
Ladetiden afhænger af, hvilken el-bil, du har, og hvilken type oplader, du bruger. På ladestationer på hjemadressen kan bilen uden problemer lades op til 100 procent på en nat.
De fleste elbiler i dag er ligeledes i stand til at hurtiglade. Det betyder, at de på mellem en halv og en hel time kan lades 80 procent op.