Torsdag den 29. november åbner Skousen en ny butik i Tønder. Den ligger på samme adresse som den tidligere Skousen-butik, der lukkede i foråret 2014.
Tønder: Snart vil du igen kunne shoppe hårde hvidevarer på Nørremarksvej 33 i Tønder.
Den 29. november åbner en ny Skousen-butik i de selvsamme lokaler, som husede Skousen indtil foråret 2014, hvor butikken dengang måtte lukke.
- Det var lidt tilfældigt, at det lige blev den samme adresse. Jeg kiggede på lejemål lidt længere inde i byen, men det passede ikke rigtigt. Så det blev de lokaler, der passede bedst, fortæller Dennis Magnussen, der er indehaver af den nye butik i Tønder. Han har allerede Skousen i Ribe, og han glæder sig til at komme i gang i Tønder.
Han er fortrøstningsfuld i forhold til at åbne en ny Skousen, selvom den gamle måtte lukke.
- Jeg er sikker på, at der er basis for en Skousen. Tønder mangler en Skousen, konstaterer Dennis Magnussen.
Butikken bliver 480 kvm. stor, og der bliver masser af erfaring bag disken i den nye butik.
- Jeg kommer selv til at stå i butikken et par dage om ugen. Derudover har jeg ansat et kendt ansigt, nemlig Jes Jessen, der før var ansat hos Designa lige ved siden af på Nørremarksvej. Så vi får en butik med et 'voksent' og kompetent personale, lyder det videre fra Dennis Magnussen.

- Jeg er sikker på, at der er basis for en Skousen. Tønder mangler en Skousen.
Glæder sig til konkurrence
Dennis Magnussen har et godt kendskab til Tønder. Han var selv ansat i Skousen i Tønder tilbage i 2012.
- Jeg har i mange år ønsket mig at blive selvstændig, og i 2012 bød lejligheden sig, så jeg kunne tjene penge til mig selv i stedet for at tjene til andre. Jeg startede med Skousen i Ribe i januar 2013, og nu synes jeg, jeg har overskud til endnu en butik, fortæller Dennis Magnussen.
Han glæder sig til at starte i Tønder, og også til at skulle konkurrere lidt.
- I Ribe har jeg meget lidt konkurrence på hvidevareområdet, så det bliver helt dejligt at skulle kæmpe lidt. Det glæder jeg mig til.
Festlig åbning
Der er lagt op til et brag af en åbning, når dørene slås op til den nye butik i Tønder.
50 balloner fyldt med helium bliver sluppet løs, der er morgenmad til de morgenfriske, og senere på dagen diskes der op med pølser og fadøl.
- Og så vil der selvfølgelig være masser af procenter på varerne i butikken, lover Dennis Magnussen.
Butikken åbner torsdag den 29. november kl. 10, og på åbningsdagen er der åbent helt til kl. 20.